21/02/2022
Dejlig ferielejlighed med havudsigt beliggende mellem Allinge og Sandkås i roligt og naturskønt område lejes ud.
På denne side er det muligt at se billeder af lejligheden og det skønne område hvori lejligheden er beliggende.
I udlejningskalenderen er det muligt at se, i hvilke uger lejligheden er ledig, såfremt I måtte have lyst til at nyde jeres ferie på solskinsøen.
Lejligheden er 66 m2 og beliggende i stueplan med egen terrasse hvorfra der er en 180 graders udsigt over den smukke Østersø samt Christiansø.
Om aftenen er der rig mulighed for at nyde måneskin, lyset fra skibene på havet samt lyset fra byerne Gudhjem og Tejn fra terrassen.
På terrassen findes en gasgrill samt havebord hvortil der hører 6 stole med høj ryg og armlæn. Ryglænet kan lægges ned og er behagelig til solbadning. Derudover findes 2 store lounge- havestole med tilhørende bord.
Til komplekset er der tilhørende en stor opvarmet swimmingpool. Ved poolområdet er der opsat solsenge.
Swimmingpoolen er åben fra den 15. juni - 15. september. I den nævnte periode er poolen åben fra kl. 9-21.
Lejligheden er indrettet med et stort køkken- alrum og opholdsstue hvorfra der er udsigt direkte til Østersøen.
Køkkenet er indrettet med mange skabe, glaskeramisk kogeplade, emhætte, opvaskemaskine samt indbygningsovn. Endvidere findes der et stort køle- fryseskab, el-kedel, alm. kaffemaskine samt en Nespressomaskine der bl.a. kan lave Café Latte.
Ved spisebordet i køkkenet er der 6 pladser.
I stuen findes en sofa med chaiselong samt en lænestol med skammel, fjernsyn med danske, tyske og svenske kanaler, Chromecast, dvd, samt en Bluetooth højtaler til afspilning af egen musik eller Podcast.
I lejligheden er der installeret Internet. Der er ubegrænset brug af Internettet.
Fra stuen er der adgang til soveværelse, som er indrettet med skabe og en elevationsseng (dobbeltseng). Fra soveværelset er der udsigt til Østersøen.
Fra køkkenet er der adgang til værelse og badeværelse/toilet.
I værelset findes der en køjeseng. Køjesengen er fordelt med en enkelt køje i toppen og en dobbeltseng på 140 cm i bredden som underkøje.
I badeværelset er der toilet, bruseniche, vaskemaskine og tørretumbler samt gulvvarme
Lejligheden rummer i alt 5 sovepladser.
Der er både højstol og børneseng i lejligheden.
Husdyr er ikke tilladt.
Lejligheden ligger fem minutter fra kysten og der er kort vej til gode strande/oaser i gåafstand via kyststierne.
I gåafstand af de kuperede klippestier kan man gå mod nord til Allinge eller mod syd til Sandkås.
I Allinge findes der flere dagligvarebutikker, restauranter, shoppingmuligheder samt koncerter på Gæstgiveren (koncerterne afholdes kun i sommerperioden).
Kæmpestranden i Allinge er skøn, altid velbesøgt og ligger tæt på Allinge bymidte.
Havnen i Allinge byder på mange flotte sejlbåde, havneliv og is om sommeren.
Sandkås byder på skønne sandstrande og badebro, morgenyoga i sommerugerne og øens bedste og hyggeligste strandkiosk.
I strandkiosken er det muligt at købe tapasanretninger, sandwich, god kaffe, is, læskedrikke og meget mere.
Lejligheden er beliggende tæt på de mest attraktive seværdigheder og mange af dem kan man komme til enten ved at gå eller cykle, men der er også rimelig gode parkeringsforhold ved langt de fleste seværdigheder, hvis man er i bil.
Hammershus, Bornholms Kunstmuseum og Døndalen er i cykelafstand fra lejligheden (cykler kan evt. lejes hos cykelhandleren i Allinge).
Skulle man ønske at udforske Bornholm i bus, er der rigtig gode busforbindelser rundt på Bornholm. Der er bl.a. busstoppested lige ved komplekset.
Bornholm har alt hvad man behøver for at få en god og afslappende ferie med gode oplevelser i den mest fantastiske natur.
BILLEDER AF LEJLIGHEDEN VIL BLIVE LAGT PÅ SIDEN I LØBET AF PÅSKEN, HVOR ISTANDSÆTTELSEN AF LEJLIGHEDEN ER FÆRDIGGJORT ☀️
Send a message to learn more