08/09/2021
SÅ ER DER NYE REJSER PÅ PROGRAMMET!
DRESDEN 4-8/11 4995 ,- exkl. operabilletter
Ved hotellets bagindgang – tilkøb en udsigt, der er endnu bedre!
Torsdag den 4/11
Vi kører fra København H/Ingerslevsgade ved ottetiden og samler ved Ølby/Køge Nord st., afkørsel 37, Rønnede, afkørsel 41, Stensved samt Nykøbing F. Kl. 11.15 sejler vi fra Gedser mod Rostock. Videre mod Dresden fortæller rejselederen om turens operaer. Ved syvtiden er vi fremme ved vores dejlige hotel Bellevue i Dresden. Fælles aftensmad på hotellet.
Fredag den 5/11
Klokken 10 kører vi en byrundtur med lokalguide. Eftermiddagen er til egen disposition - de mest berømte museer ligger lige ovre på den anden side af floden
i let gåafstand. Om aftenen kan man se Mozarts Tryllefløjten på Semperoper kl. 19.
Der er godt 565 m at spadsere en smuk tur over Augustusbroen til operaen.
Lørdag den 6/11
Dagen er fri til egne oplevelser; vi anbefaler dog varmt at tage med på en flot udflugt i Det sachsiske Schweiz kl.10 -15. Kl. 19 er der mulighed for premiere for Rossinis festlige opera Askepot på Semperoper.
Søndag den 7/11
Dagen fri til egne oplevelser. Kl. 18 er vi på plads til Verdis mesterværk opera
Don Carlos på Semperoper.
Mandag den 8/11
Afgang fra hotellet efter morgenmaden mod færgen kl.15.30.
Hen ad klokken 19 er vi tilbage ved København H.
Inkluderet i prisen er
Glimrende hotel m. morgenmad
Middag første aften
Operasanger som rejseleder
Tilkøb
Enkeltværelse 900 ,-
Værelse mod Elben og Altstadt 900,-
Bastei-udflugt med middag 175,-
Mad på færgen ud og hjem ca. 350 ,-
Operapriserne kendes først ca. 1/10
Tag med på udflugten til Bastei
Oplev Don Carlos på den meget smukke Semperoper
HAMBORG 11 – 14/11 2021 5895 ,-
Inkl. gode pladser til Nabucco og koncert i Elbphilharmonien
Torsdag den 11. november 2021
Vi kører fra København H/Ingerslevsgade ved titiden og samler op ved Ølby/Køge Nord st., afkørsel 37, Rønnede og afkørsel 41, Stensved. Evt. kan der samles op ved Lyngby st. halv ti.
Undervejs vil rejselederen fortælle lidt om turens operaer.
Vi ankommer til hotel Alster Hof, 300 m fra operaen, ved firetiden.
19.30 kan man opleve en ballet, Glasmenagerie af Tennessee Williams.
Musikken er af bl.a. Philip Glass og Charles Ives. Man kan også gå med rejselederen på nærliggende restaurant og nyde god og veltillavet tysk husmandskost med et godt krus bayersk øl til. Bliver vi mange bestilles der fælles menu (tilkøb.)
Fredag den 12. november 2021
Kl. 10 tager vi på en byrundtur i Hamborg – vi kommer ud langs Alstersøen,
gennem velhaverkvarterer, gennem centrum med holdt ved Michaelskirken,
der er byens vartegn, gennem St. Pauli med Reeperbahn og slutter ved St. Pauli Landungsbrücken, Efter en god individuel frokostpause ved Elben 14.30-tiden kører bussen tilbage til hotellet.
Kl. 19 er vi på plads på Staatsoper til Verdis storslåede opera Nabucco med primært østeuropæisk besætning. I titelpartiet høres den glimrende polske baryton Andrzej Dobber.
Hamborg Statsopera
Lørdag den 13. november 2021
Vi tilbyder en udflugt til Lüneburg (50 km), hvor man har et par timer til at spise frokost på egen hånd og se den fine by, først og fremmest med det smukke rådhus, der står på UNESCOs liste. Udflugten er med i rejsens pris.
Man kan se Mozarts Bortførelsen fra Seraillet på Staatsoper kl. 19. (tilkøb ca. 650 ,-)
Søndag den 11. november 2021
Vi tjekker ud halv ti og kører det korte stykke til Formiddagskoncert kl. 11 i Elbphilharmonien med Haydns Symfoni nr. 44, Mozarts obokoncert og Beethovens Symfoni nr. 4. Bagefter er der et par timers kørsel minutter til færgen i Puttgarden. Undervejs gør vi holdt ved et grænsesupermarked. Rejselederen vil på hjemturen afrunde musikoplevelserne . Forventet ankomst til København H. ved 20-tiden.
Elbphilharmonien
Tilkøb
Enkeltværelse 600 ,-
Fælles middag ca. 125 ,-
Bortførelsen fra Seraillet ca. 650 kr.
NIBELUNGENS RING I BERLIN 4 – 10/1 2022 9975 ,-
Tirsdag den 4. januar 2022
Vi kører fra København ved otte-tiden og kører sydover mod færgen fra Gedser kl. 11.15.
Man kan også stige på ved Køge Nord st., Rønnede, Stensved og Nykøbing F. st.
Ombord kan man nyde Scandlines udmærkede frokostbuffet, hvor både kolde og varme retter, salatbord, oste, drikkevarer og dessert er inkluderet.
Videre mod Berlin er der godt halvanden times siesta inden en pause.
Ved halvfemtiden er vi fremme ved vores hotel Leonardo, der ligger få hundrede meter fra Deutsche Oper. 19.30 er vi på plads til Rhinguldet.
Onsdag den 5. januar 2022
Vi tager os god tid til morgenbuffeten, inden vi kører ud på en spændende halvdags bytur, hvor vi kommer godt rundt blandt de største seværdigheder i både Øst og Vest. Ved totiden er vi tilbage ved hotellet. Kl. 17 begynder Valkyrien med stort skandinavisk aftryk: Instruktøren og Sieglinde (Elisabeth Teige) er norske, Wotan (John Lundgren) og Brünnhilde (Nina Stemme) er svenske.
Bagefter kan man få suppe med en bid brød til på hotellet (tilkøb) – Wotan og Sieglinde har lovet at dukke op og kaste g***s over soupéen.
Torsdag den 6. januar 2022
Dagen er fri til afslapning og museumsbesøg på egen hånd. Bussen står til rådighed til en servicetur kl. 10 til de mange spændende museer på Museumsøen, Kulturforum med Potsdamer Platz og Gemäldegalerie eller ved centrum i det gamle Vestberlin/KaDeWe. Man finder selv tilbage til hotellet. Man kan overveje et dagskort til tog og busser i Berlin i stedet; vi bor tæt på U-Bahn Bismarckstrasse.
19.30 synger den norske sopran Lise Davidsen koncert på Staatsoper med sin berømte landsmand Leif Ove Andsnes på klaveret – på programmet står musik af Grieg og ”Richarderne” Strauss og Wagner.
Vi vil søge at skaffe billetter til interesserede (tilkøb.)
Der vil være bus til og fra koncerten.
Fredag den 7. januar 2022
Igen står bussen til rådighed for en servicetur kl. 10.
Kl. 17 er vi klar til Siegfried på Deutsche Oper; atter oplader Nina sin Stemme som Brünnhilde.
Lørdag den 8. januar 2022
Dagen er fri til afslapning og museumsbesøg på egen hånd.
For de interesserede er der en udflugt til spændende og smukke Potsdam, som man kan deltage i, hvis man har lyst – det koster ikke ekstra. Vi kører som regel en smuk vej ud til Potsdam, har god tid i parken ved SansSouci-slottet og et par timer i byens centrum. Hen ad kl. fire er vi tilbage ved hotellet igen. Aftenen til egen disposition.
Søndag den 9. januar 2022
Igen står bussen til rådighed for en servicetur kl. 10.
Kl. 16 er vi klar til Ragnarok på Deutsche Oper
Mandag den 10. januar 2022
Vi tjekker ud og er klar til at køre nordpå til færgen i Rostock kl. 13.30.
Ombord kan man igen nyde færgens buffet.
Der bliver en pause ved Scandlines Bordershop, hvis trafikken tillader det.
Hen ad kl.18 er vi tilbage i hovedstadsområdet.
Vi kører med Nygaards gode bus – gode pladser i 2. kategori er inkluderet.
Tilkøb
Enkeltværelse 1350 ,-
Lise Davidsen-koncert (oplyses senere)
Suppe-soupé efter Valkyrien ca. 100 ,-
Mad på færgen ud og hjem ca. 350 ,-
RUED LANGGAARD ANTIKRIST I BERLIN 28-31/1 2022
Fredag den 28. januar 2022
Vi kører fra København ved ti-tiden og kører sydover mod færgen fra Gedser kl. 13.30.
Man kan også stige på ved Køge Nord st. og Nykøbing F. st.
Ombord skal vi nyde Scandlines udmærkede frokostbuffet, hvor både kolde og varme retter, salatbord, oste, drikkevarer og dessert er inkluderet. Videre mod Berlin er der siesta.
Efter en pause introduceres Antikrist ved musikforsker Bendt Viinholdt Nielsen Ved halvsyvtiden er vi fremme ved vores hotel Leonardo, der ligger få hundrede meter fra Deutsche Oper.
Der bliver tid til rolig indtjekning inden dagen rundes af med fælles middag på hotellet (inkl.)
Lørdag den 29. januar 2022
Vi tager os god tid til morgenbuffeten, inden vi kører ud på en spændende halvdags bytur, hvor vi guides af Morten Schønberg Sørensen. Individuel.frokostpause undervejs. Der arbejdes på besøg ved Den danske Ambassade i Berlin. Ved firetiden er vi tilbage ved hotellet; resten af dagen er fri. Nogle vælger måske at tilkøbe Richard Strauss’ opera Ariadne fra Naxos på Staatsoper kl. 19.30. Der vil være bustransport til og fra forestillingen på Unter den Linden.
Søndag den 30. januar 2022
Dagen er fri til afslapning og museumsbesøg på egen hånd. Bussen står til rådighed til evt. servicetur til de mange spændende museer på Museumsøen, Kulturforum med Potsdamer Platz og Gemäldegalerie eller ved centrum i det gamle Vestberlin/KaDeWe. Man kan overveje et dagskort til tog og busser i Berlin i stedet; vi bor tæt på U-Bahn Bismarckstrasse.
19.30 er vi på plads på Deutsche Oper til den store aften med Antikrist – god plads er inkluderet.
Det er muligt at overvære en introduktion på tysk inden forestillingen.
Efter forestillingen mødes vi måske i hotellets bar til en lille ”eftersludder” over en drink.
Mandag den 31. januar 2022
Vi tjekker ud og er klar 11.til at køre nordpå, til færgen i Rostock kl. 15.30. Ombord skal vi igen nyde færgens buffet. Der bliver en pause ved Scandlines Bordershop, hvis trafikken tillader det. Ved halvottetiden er vi tilbage i hovedstadsområdet..
Pris per person i delt dobbeltværelse 5295 ,- enkeltv. +975
Inkluderet i rejsens pris er
4 dages busrejse i god bus med drikkevareservice
Tre nætter på 3-stjernede Hotel Leonardo Berlin med morgenbuffet, 250 m fra Deutsche Oper
Buffet med drikkevarer på færgen ud og hjem, Aftensmad på hotellet første dag
Guidet rundvisning i Berlin
Rejseleder er operasanger og rejsebureauindehaver Morten S. Sørensen
Med på rejsen bl.a. advokat og Formand i Rued Langgaard Fonden Asbjørn Rønn-Simonsen.