Team Bullseye - Mongol Rally 2017

26/08/2018

Lille reunion i England med Mongol Knights!

Mini rally reunion! One year after separating in Mongolia, our Danish friends, team Bullseye, rejoined Mongol Knights (the originals) to celebrate Danny's wedding day with dancing, drinking and general debauchery 🍾🍾🍾

09/02/2018

Vi vil sige tak for et rigtig godt publikum til vores første foredrag. I mandags holdte vi foredrag i Lørslev, hvor der var 40 deltagere. Vi har fået meget god feedback og glæder os samtidigt til at afholde flere foredrag.

OBS. Hvis du kender nogen der kunne være interesseret i at vi holder et foredrag om vores tur, så vil vi rigtig gerne have kontakt til dem!

31/12/2017

Vi ønsker et godt nytår fra Team Bullseye! Vi har haft et fantastisk år med en masse oplevelser, som vi aldrig vil glemme. Det har været en hård men helt fantastisk rejse, som vi har prøvet at dele med jer på bedste vis!

Vi ses i 2018!

28/12/2017

Glædelig jul og godt nytår!

Vi bringer et tilbageblik til da vi besøgte en russisk glasstrand tæt ved Vladivostok. Det tog lang tid at finde stranden, men vi var opsatte på at finde en. Vi kørte frem og tilbage. Vi var lige ved at opgive, da vi stoppede ved et tilfældigt sted på en hovedvej. Vi kunne se noget grønt nede ved stranden og besluttede os for at stoppe for at undersøge hvad det var. Vi fandt en glasstrand og var enormt glade for at det lykkedes os.

02/12/2017

Her kommer historien om dengang vi blev tilbageholdt af politiet i Mongoliet. Vi har diskuteret hvorvidt vi skulle offentliggøre denne video, men blev enige om at det var en uskyldig oplevelse og en historie som var værd at dele med alle jer. Vi er blevet klogere siden det skete og vi ved naturligvis godt at det ikke var den bedste beslutning at gøre. Vi er unge og har stadigvæk meget at lære, hvilket vi håber at andre også kan lære noget af.

29/11/2017

Finland og møde med selveste Julemanden - D. 9 Oktober

Efter to overnatninger i St. Peterborg kørte vi mod Helsinki i Finland. Grænseovergangen mellem Rusland og Finland var blandt de letteste på vores tur. På den russiske side valgte grænsevagterne at stoppe os i at tage vores ting ud af bilen. Vi var nemlig blevet van til at skulle tømme bilen ved hver eneste grænse, men ikke denne gang. På den finske side af grænsen blev vores papirer kigget igennem og derefter var vi tilbage i Den Europæiske Union. Vi brugte lejligheden til at ringe hjem og fortælle om at vi var nået til Finland. Her opdagede vi at der ikke var lang tid til at vi skulle tage færgen fra Norge til Danmark. Der var dog først en lang køretur forude.

Vi opdagede straks at priserne var tilbage ved det normale allerede næste gang vi skulle tanke bilen. Selvom priserne gradvist steg eftersom vi nærmede os EU, så var der stadigvæk et lille spring fra Rusland til Finland.

I Finland besøgte vi hovedstaden, Helsinki, hvor vi så flot arkitektur samtidigt med den standard storbyoplevelse. Efter to nætter med en tryg hostelseng gik vi på opdagelse i den finske natur. Vi satte nemlig kurs mod Nordkap, som var vores sidste mål inden vi vendte næsen mod Hjørring igen. Vores primære aktiviteter i løbet af dagene bestod primært af kørsel fra kl. 08-17 med så få pauser som muligt. Vi var naturligvis nødsaget til at tanke bilen en gang om dagen. Desuden skulle vi også holde ind for at lave middagsmad, men ud over dette skete der ikke så meget.

På vej mod Nordkap krydsede vi den nordlige polarcirkel, hvor vi besøgte Julemandens værksted. Vi skulle hilse fra den venlige Julemand, som ivrigt spurgte ind til vores tur. Vi studerede diverse juletraditioner fra rundt i verden, hvilket både var underholdende og en smule mystisk. Vi så efterfølgende de første rensdyr på vores tur og campede ved en sø. Dagen efter krydsede vi grænsen til Norge, hvilket ikke rigtig kan karakteriseres som en "rigtig" grænseovergang. Der var ikke et øje ved grænsen, så vi var helt i tvivl om vi overhovedet havde krydset den. I Norge fik vi nogle spændende oplevelser som vi vil dele i næste opslag.

24/11/2017

Siden vi er kommet hjem er vi ofte blevet mødt af følgende spørgsmål: hvordan var dagligdagen på jeres tur? Det er et svært spørgsmål at besvare, men vi har sammensat denne video, som meget godt beskriver en del af vores tur i Rusland. I videoen er vi på vej mod den kasakhiske grænseovergang ved Semipalatinsk.

22/11/2017

Kaos i Moskva og gensyn med ven - D. 2 oktober

På vej ind i Moskva blev vi mødt af et voldsomt regnvejr, samt røg fra en brændende bygning. Der var samtidigt meget trafik og vejarbejde, men vi nåede frem til vores hostel efter mange timers kørsel. Det var utrolig svært at finde vores hostel, da rutevejledningen var upræcis og samtidig var der ingen skilte med hostellet. Vi spurgte adskillige lokale om de vidste hvor vores hostel var, men ingen vidste hvor det var. Da vi endelig fandt vores hostel og kom hen til hostellets reception fandt vi hurtigt ud af at vores bestilling først var til dagen efter. Derfor fandt vi et hurtigt alternativ indenfor få hundrede meter væk. Det var igen næsten umuligt at finde opgangen man skulle gå ind af og der var igen ingen som vidste hvor at det var. Efter at have ringet til hostellet to gange uden svar, så tog de telefonen og med lidt forvirring fandt vi ud af hvordan vi fandt hostellet.

Efter en god natssøvn mødtes vi med vores russisk ven, Vitali, som også var med på Mongol Rally. Vi snakkede vores oplevelser efter rallyet på vej mod Vladivodstok og spurgte ham hvordan det var ikke at køre hver eneste dag. Vitali tog os hen til en kendt burgerkæde kaldet Black Burger, hvor der var propfyldt med mennesker. Efter at have fået nogle lækre burgere tog vi over til Den røde plads. På den røde plads kunne vi se Kremlin, som var lukket da vi besøgte den røde plads. Samtidigt besøgte vi kirken på den røde plads, som hedder Vasilij-katedralen. Det var let at genkende kirken bare ved at se de ikoniske og farverige spire. Efter at en god dag med en lang gåtur rundt i Moskva tog vi i byen for at få lækker mad og drikke et par øl. Vi havde en utrolig hyggelig aften med vores russiske ven. Det var rart at møde et kendt ansigt at fortælle nogen af vores sjove historier til. Vi brugte den efterfølgende dag på at se Moskva igen. Nikolaj besøgte et krigsmuseum fra den store fædrelandskrig (2. Verdenskrig). Markus besøgte en plads som hyldest for russernes første rumraket. Senere forsøgte Markus at besøge krigsmuseumet, men hans løb tør for batteri på telefonen og var derfor fortabt i Moskvas metrostation, da ingen vidste hvor museet var henne eller snakkede engelsk.

Efter at have set Moskva i fire dage tog vi afsted mod St. Petersborg. Vi stoppede dog på vejen for at besøge Vitalis hjemby, som lå 50 km. nord for Moskva. Vi endte med at lave vores egen ølsmagning, hvilket var en vidunderlig anledning til at prøve nogle forskellige russiske øl-snacks. Vi prøvede blandt andet tørret fisk, tørret krabbekød og små pølser. Om aftenen tog vi ud for at spise og mødtes samtidigt med Vitalis fætter og en af hans venner. Vi endte med at købe utallige vodka flasker og danse til russisk tekno. Vi havde en rigtig sjov aften på rigtige russiske manér.

Vi ankom til St. Petersborg D. 7 oktober efter adskillige timers kørsel. I St. Peterburg så vi opstandelseskirken, som også havde ikoniske spire som var under restaurering. På vinterpladsen så vi Zahr familiens palads, som var blevet lavet om til et gigantisk museum om den russiske historie. Senere så vi Petersborg, hvilket var flot historisk museum. Dagen bød også på en rundfart til båds med lækker middag. Om aftenen mødte vi folk fra hostellet, som delte interessante indsigt i den russiske kultur. Samtidigt snakkede vi med en amenier om konflikten mellem Asjerbaijan og Armenien, hvilket vi selv havde oplevet på nær hånd tidligere på rejsen.

19/10/2017

Tusind tak for opbakningen vedrørende vores hjemkost! Vi er taknemmelige for alle de søde beskeder vi har modtaget. Hav en rigtig god dag! Nu tilbage til opslaget...

Tilbageblik på vores ankomst til Astana - D. 22 september

Vi ankom til Astana og blev indlogeret på vores hostel. Første indtryk af byen var at den både storslået men malplaceret. Generelt er kazakhstan ikke et moderne land og infrastrukturen er mange steder utilstrækkelig, men hovedstaden føltes som en vestlig storby. På nogle måder kunne hovedstaden sammenlignes med Turkmenistans hovedstad Asghabat, men forskellen var, at der var mennesker her. De kæmpe store bygningsværker virkede falske og unødvendige. Byen er blevet bygget fra bunden i løbet af de sidste 38 år og den gror hurtigere end folk flytter til den. Efter at have set størstedelen af hovedstaderne i stan-landende, virker det som et gennemgående tema, at have en storslået hovedstad at vise frem. Lederne i landende har også haft en konkurrence om at bygge verdens største flagstang, som Turkmenistan vandt.

Dagen efter vi ankom gik turen til den russiske ambassade, for at finde ud af hvordan vi kunne få et nyt visum. Det var fredag og vi fik at vide, at visa kontoret havde åbent tirsdag og torsdag. Resten af informationen vi skulle bruge stod på en tavle ved ambassaden og vi vidste kort efter at vi kom til at bruge de næste 7 dage i byen.
Efter de mange lange og hårde dage med kørsel, siden afslutningen på Mongol Rally, var det rart til en forveksling at slappe lidt af.

Markus brugte meget tid på at gå lange ture rundt i byen, samt at fotografere den flotte hovedtad. Nikolaj slappede af på hostellet og tog ud og spillede brætspil med nogle kazakhere. Det var nogle dejlige dage, hvor der ikke skete så meget.

Onsdagen efter vi ankom stod vi med et nyt visum i hånden og om fredagen kørte vi mod den russiske grænse. På vejen stoppede vi ved et naturreservat, hvor vi klatrede op på et bjerg og gik rundt i det flotte landskab. Om aftenen satte vi teltet op ved en kirkegård og vi oplevede vores første nattefrost.

Morgnen efter krydsede vi hurtigt grænsen til Rusland, da grænsevagterne heller ville side indenfor i varmen, fremfor at tjekke vores bil og turen gik mod Moskva.
Lige før Ural bjergene stoppede vi i den historiske by, Kazan, og gik rundt i den gamle by. Byen er kendt for deres historisk vigtige placering for det russiske og de mongolske riger. Den gamle by huser også alle de store religioner, med store imponerende bygninger.

Vi kørte derfra efter en gåtur og en kort middag. Vi kørte henover de sneklædte Ural bjerge og havde et par dages kørsel mod Moskva.

17/10/2017

Vi er hjemvendt efter 100 dage - D. 17 oktober

I morges kl. 08.00 tog vi færgen mod Danmark. Vi er netop kommet i land og skal inden længe se vores elskede familie på nær hånd for første gang i rigtig lang tid.

Vi har haft en fantastisk of ikke mindst oplevelsesrig rejse. Vi har mødt utroligt mange interessante mennesker, som vi glæder os til at snakke med igen. Vi har så vidt muligt forsøgt at holde siden opdateret, men det har ikke været vores topprioritet altid. Netop derfor vil vi de næste dage lave opslag om vores tur fra sidste opslag og indtil nu. Vi skal helt sikkert vende os til ikke at køre lange distancer hver eneste dag.

Til sidst vil vi sige tak til alle vores sponsorer som har hjulpet os med at samle mere end 72.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelse.

30/09/2017

Vi vender mod vest igen - D. 14 September

Nu hopper vi lidt frem i tiden til da vi kørte fra Vladivostok. Tidlig morgen kørte vi ud for at finde den berømte glasstrand, hvilket viste sig at være lidt svære end som så, men efter lidt tid lykkedes det. Herefter begav vi os igen mod sibirien og de endeløse eventyragtige skove, bakker og floder. Vi vidste vi kun havde 8 dage til at komme til Kazakhstan og køre 6500 km. Allerede på andendagen punkterede vi et hjul og alle vores reserve hjul var også punkterede. Markus blaffede derfor ind til den nærmeste by med et hjul og kom ind til en lukket dækbutik. En gammel mand gik rundt og inviterede markus ind på te. De snakkede og Markus fandt ud af at mandens sønner ejede stedet, manden fik fat i dem og de ordnede dækket. Han kørte derefter Markus tilbage og hjalp med at oplade vores batteri, da haveriblinkene havde drænet batteriet. Så kørte vi alle ind til shoppen, fik ordnet de andre to hjul og var efter 4 timer igen på vejen.

Vi besluttede os for at det var på tide at fange en masse tabt tid og komme lidt foran, også så vi havde tid til at bryde sammen og komme i problemer længere fremme. Derfor kørte vi gennem hele dagen og hele natten til solen gik ned den næste dag og vi var kørt forbi Ulan Ude, hvor vi afsluttede Mongol Rally. Vi sov ved den store Baykal flod og sov tungt i vores telt, efter den lange tur. Med alt den ekstra tid tog vi det mere stille og roligt de efterfølgende dage. Vi besøgte Baykal søen, der er verdens dybeste så, Nikolaj blev velsignet på en tankstation og vi nød den russiske natur. Selvom der var koldt om natten var det rart at slå teltet op hver aften og vi hyggede os med madlavning. Markus fik lidt madforgiftning på vejen, hvilket aldrig er sjovt, når man skal side i en bil det meste af dage. Efter kun 6 dage krydsede vi grænsen til Kazakhstan næsten problemfrit. Grænsevagterne var meget lidt begejstret for Rasmus Tantholdts bog om Irak og dens grafiske indhold, men de lod os slippe og vi kørte ind i Kazakhstan og mod deres hovedstad, Astana. Vi slog telt op og nu var det Nikolajs tur til problemer med maven og han brugte natten, mest af alt, uden for teltet. Maven var dog dårlig timet for dagen efter brød benzinpumpen igen sammen. Vi blev trukket til den nærmeste by af to fyrer, hvoraf den ene var doktor og snakkede flydende engelsk. Vi fik det fikset og mekanikeren sagde, at vi, når vi kommer hjem, skal have et nyt pumpesystem fra fabrikken. Doktoren og hans ven inviterede os på frokost og gav os noget traditionelt kasakhisk mad. Efterfølgende gik turen mod Astana for at få et nyt russisk visum, så vi kan komme hjemad.

28/09/2017

Vores mongolske fix og eventyr i Mongoliets hovedstad - D. 1 September

Vi var endelig ankommet til hovedstaden i Mongoliet, Ulan Batar, men vores problemer så ikke ud til at være slt endnu. Første problem var datoen. Vi ankom på den 1. September, en fredag, og det betød at man hverken måtte indtage eller sælge alkohol. Alligevel bevægede vi os med Mongol Knights og en egypter fra hostellet ud i Ulan Batars natteliv. Vi fandt en pool klub og mens de andre spillede lidt pool fandt Nikolaj og egypteren ejeren og spillede lidt venligt dart med ham, hvilket resulterede i et lille brud på reglerne og en flaske whisky.
I Ulan Batar er computerspils cafe'er meget populære og vi endte aftenen på en uden at have den fjerneste anelse om, hvordan det fungerede.

Næste dag tog Nikolaj ud for at kigge på bilen, mens Markus og Mongol Knights udforskede byen. Bilen blev tjekket igennem, bremserne blev fikset og en masse småting blev ordnet. Bilen fik også lige en vask. I en taxa på vej til parlamentet, i midten af byen, blev Nikolaj undersøgt meget fysisk af sin chauffør, der efterfølgende viste billeder af sin datter og pegede ivrigt på Nikolaj. Vi må alle have været på pladsen foran parlamentet samtidigt, for lidt efter satte Markus og Mongol Knights sig ind for at spise frokost og lige overfor på den anden side sad Nikolaj også og spiste.

Nikolaj samlede bilen op efter dens rengøring og kom tilbage til hostellet. Den del af byen havde strømafbrydelse og hans telefon var løbet tør for batteri. De andre var ude at spise, så han tog en taxi og sagde bare "piva" som destination. Hans aften gik så med at drikke øl med taxichaufførerne, spille videospil med dem og kører byen rundt. Da han kom hjem var de andre kommet tilbage. De havde spist og hygget sig med et par øl og var gået i seng. Nikolaj satte sig på terrassen og drak lidt vodka med ejerne af hostellet til solen stod op og dagen var så endelig omme.

Det var vores vilde første weekend i Ulan Batar. Herefter startede virkeligheden igen. Vi skulle have vores bil fikset og der begyndte at være lidt problemer på den front. Delen eksistere ikke i asien, da de biler ikke bliver produceret derude. Det vil sige den skulle sendes fra Europa hvis det var, hvilket ville tage lang tid og gøre til at vi ikke kunne nå til Vladivostok. Derfor gik vi i fuld gang med at lede efter alternativer. Ejerne af hostellet var ved at blive nogle gode venner og de hjalp os med at oversætte, da de snakkede både flydende engelsk og mongolsk. Det gjorde til at vi nu faktisk kunne snakke med vores mekaniker venner fra Khovd, som reparerede vores bil to gange på vej til Ulan Baatar. Samtidig havde en tilfældig mongoler set vores bil på gaden, fundet os på facebook og kontaktet os med hensyn til bilen. Han ville egentlig købe bilen, men da vi sagde nej var han stadig villig til at hjælpe os med at finde en løsning.
Mens han kørte os rundt i byen og vi ledte efter delen, pakkede Mongol Knights deres ting. De skulle hjemad. Vi har haft en fantastisk tid sammen med Danny og Alex og vi glemmer ikke de 7 dage i ørknen, hvor vi på trods af sammenbrud og hårde stunder, stadig havde tid til at have det sjovt.
Vi sagde farvel til dem og de tog mod målstregen for at flyve hjem.

Vores dage gik videre med at stresse over vores problemer, afvente svar og mødes med folk der måske kunne hjælpe os. Vores mekaniker ven fra Khovd tog benzinpumpen med sig, for at se hvad han kunne finde ud af på det sorte marked. I mellemtiden brugte vi dagene fornuftigt på at slappe af og spille pool på den klub, vi var på den første nat. Vi kendte efterhånden ejeren ret godt og tog også ud og spillede med vores mekaniker ven og hans kompagnon.

Efter 7 dage i hovedstaden kom vores mekaniker ven tilbage med en hjemmelavet benzinpumpe, der er bygget af to halvt fungerende pumper. Endelig var vores problemer løst og vi kunne komme videre på vores rejse. Da vi havde brugt så lang tid i Mongoliet havde vores gamle karavane fra Uzbekistan og Tajikistan, eller det der var tilbage af den, kommet til Ulan Batar. Undervejs havde to af deres biler måttet give op af forskellige årsager. Bilen der nu var i Ulan Batar var blevet trukket ligesom os hele vejen dertil. For at fejre vi endelig var sammen igen tog vi ud i byen og bestemte os for, at vi i vores bil ville trække dem i deres bil til målstregen. Derfor skulle der så meget vægt ud af deres bil som muligt, hvilket de tog seriøst og fjernede både motor, gearboks, aksler og alt der var løst i motorrummet. Bilen var bare en kasse på hjul. Hele vores trække ide var dog lidt mere kompliceret, da de skulle aflevere bilen næste morgen i Ulan Ude for at få den sendt tilbage til Europa og skrottet. Derfor trak vi gennem natten, i det nordlige Mongoliet, 300 km til den russisk/mongolske grænse. Her ventede så noget endnu mere nervepirrende. Når man "kører" ind i Rusland, skal bilen være funktionel. Ellers vil de ikke lade dig komme ind. Grænsevagterne var dog godt til mode og grinte lidt af hvor dumme vi så ud, med en minibil, der trak en større bil.

Efter evigheder med sammenbrud og usikkerhed kom vi frem til målstregen. Her sluttede Mongol Rally. De andre fik deres bil sendt hjem og vi fik festet en sidste gang med dem. Vi var endda kort med til et Burat (asiatisk russisk) bryllup. Det var en episk rejse dertil og de venner vi har fået på vores tur, fra hele verden, er nogen vi har knyttet bånd med i situationer, hvor vi var på røven og vi glemmer dem ikke

26/09/2017

Efterladt helt alene i den mongolske Gobi-ørken - 30. august

Fra Bumbugur skulle vi finde en måde at komme til Bayankhongor for at vi igen kunne mødes med drengene fra Mongol Knights. Vi blev som sagt sat af lidt efter Bumbugur og stod nu helt alene på de mongolske stepper. Vi kunne ikke gøre andet end at vente på at nogle biler passerede os. Det føltes som en evighed, da der kun kom biler kørende mod den vej vi kom fra. Vi var håbefulde da vi stoppede den første Jeep med en familie i. Familiefaren var dog ikke glad for at samle os op, men da både sønnen og konen insisterede, så kom vi alligevel vel med. Vi blev kørt omkring 30 km før vi sagde farvel til familien og de gav os lidt gedeost. Vi blev sat af ved en byggeplads, hvor vi snakkede med arbejderne og de tilbød at give os et lift for uendelig høje summe, hvilket vi takkede nej til. Vi begyndte at skubbe bilen og endte med ikke at kunne skubbe bilen over en bakketop et par hundrede meter fra hvor vi startede. En byggearbejder stoppede ved os og fortalte at han nok ville trække os et par kilometer efter han havde lavet det sidste arbejde for dagen. Efter omkring 10 minutter kom han tilbage og trak os det han lovede. Vi tog et selfie og sagde tak til den venlige byggearbejder inden vi igen var alene. Efter at have skubbet bilen over endnu et par bakker fik vi stoppet en lastbil. Vi forklarede hvor vi skulle hen og vi fik igen et lift hen ad vejen. Da vi stoppede igen løb nikolaj hurtigt over til et lille hus på steppene for at få hjælp til at skubbe bilen over bakken. Inden han nåede at komme tilbage havde Markus fundet en Jeep som var villig til at trække os til den næste byggecamp, hvilket vi sagde "ja tak" til. Da vi stoppede ved byggecampen var solen ved at gå ned, så chancen for at folk ville hjælpe os var minimal. Nikolaj løb ind til byggecampen og kom tilbage med to gutter som gerne ville se vores bil. Lige da Nikolaj kom tilbage med gutter kunne vi se to biler ude i horisonten. Det var helt sikkert ikke normale biler, da de var farverige og den ene var udstyret med gevir. Det var to Mongol Rally biler. Vi løb over til dem og spurgte hvor de skulle hen. De skulle også til Bayankhongor, så vi spurgte om de havde mod på at trække os derhen. De sagde ja, hvilket vi stadigvæk er utrolig taknemmelige for. Solen var gået ned, men det hjalp ikke på vejenes tilstand. Det skete flere gange at vi kørte på en vej som pludseligt stoppede eftersom arbejderne ikke havde bygget den færdigt og vi var derfor nød til at vende om, for at finde en grusvej. Det føltes som om det tog en evighed at komme frem til byen, da vi var trætte men stadigvæk skulle holde fuld fokus for ikke at køre ind i de andres bil. MEN vi kom frem efter et langt stykke tid i mørket. Vi blev sat af ved tankstationen vi havde aftalt at mødes med Mongol Knights og begyndte at lede efter spor. Vi kunne ikke finde nogen spor efter dem, men sendte en besked til dem. Vi havde netop lagt os ned for at sove bagved tankstationen, da en bil satte højlys på. Vi var blændede og vi tænkte om det kunne være dem. Det var heldigvis dem! Det var en af de bedste gensyn vi har haft i et langt stykke tid. Vi tog over på hotellet de boede på, fik et værelse og gik i seng.

Næste dag kørte vi mod Ulaan Bataar og bedre veje. Der var enormt mange bakker og på daværende tidspunkt tænkte vi at vi ikke kunne andet end håndbremsen pga. vakuum på den normale, så vi var nød til at stoppe adskillige gang for at køle håndbremsen ned. På vej ned fra en bakke var en Jeep stoppet og da vi passerede den råbte de og vinkede til os. Vi vidste at vi ikke kunne hjælpe dem, da vi allerede selv var på bar bund, så vi forsatte et par hundrede meter inden vi stoppede. Jeep'en kørte over til os og vi kunne nu genkende hvem det var. Det var nemlig mekanikereleven som hjalp med at reparere vores bil første gang i Khovd. Han ville fixe bilen midt på den mongolske landevej, hvilket vi sagde "ja tak" til. Vi lavede nudler og spiste vandmelon med dem da bilen igen virkede. De kørte afsted mod Ulaan Bataar og for første gang i mange kilometer kunne vi selv køre uden at blive trukket af en anden bil. Vi fik kørt i omkring en time før bilen igen skulle trækkes. Mongol Knights vidste hvordan det skulle gøres, så vi kørte helt indtil solnedgang. Vi bestemte os for at holde ind lidt væk fra hovedvejen for at campe. Da vi var i fuld gang med at sætte telt op kom en Jeep pludseligt over til os og vi blev meget forvirrede. Vil de ikke have at vi camper her og hvad ville de sige. Vi fandt dog hurtigt ud af at det var vores mongolske mekaniker venner, som havde fundet os endnu en gang. De fixede bilen sammen med Nikolaj inden de igen kørte afsted. Vi var utrolig glade for deres hjælp og aftalte at vi skulle drikke en øl når vi ankom til Ulaan Bataar.

Næste morgen kørte vi hele vejen til Ulaan Bataar uden at blive trukket. Vi var målløse over hvor godt det sidste fix virkede og var taknemmelig over al hjælpen vi havde fået de sidste par dage. Vi fandt et nyt hostel på Tripadvisor, hvor der kun var en anden gæst. Vi havde derfor hele hostelet for os selv og nød at kunne få et bad.

24/09/2017

Familie hjælper os i nød og tilbagehold af politiet - d. 28 august

Vi nåede en lille by mellem de to større byer Altai og Khovd, hvor de fejrede en lokal helligdag, med mongolsk brydning, marked og hesteløb. Vi kom lige til hesteløbet og mens vi ventede på det hele blev sat op fandt Danny og Alex deres kompresser og balloner frem, for at lave ballonfigurer til børnene. Det endte med at blive så populært at der var kaos omkring bilen og forældre pressede børn til siden for at få balloner til deres egne. De fik ikke set hesteløbet, men drengene på omtrent 7-9 år red som mænd og prøvede at skubbe hinanden af hestene. Det var dog ovre på kort tid og pludseligt var alle i mål.

Efter ballonerne rendte op ville vi tilbage til bryderingen, så Danny og Nikolaj satte sig ovenpå deres bil, imens Markus og Alex var inden i den. Ti meter efter start holdte der tre politibiler op på hver side af bilen vi var i. Der var politimænd kom ud og begyndte at råbe af os. Vi forstod ikke hvad de sagde, men vi blev smidt i en politibil og kørte alle til politistationen. Vi bestemte os hurtigt for, at den bedste taktik ville være kun at snakke dansk. Danny og Alex kan kun et par danske bandeord, men det fungerede, selvom deres bil tydelighvis var britisk, med engelsk tekst over alt på den (MEN det så politimændene ikke). Efter de både havde ringet til en engelsk og en tysk tolk over telefonen kørte politimændende og efterlod os med deres koner. Vi viste dem billederne af de glade børn, som Danny lavede balloner til og da politimændene kom tilbage, virkede det til at konerne fortalte dem om ballonerne. En af konerne sagde på engelsk, at vi måtte gå men skulle forlade byen. Så vi tog ud af byen skygget af en politibil, som fulgte efter os indtil at de var sikre på at vi ikke kom tilbage.

Senere den dag brød bilen sammen 50 km fra den nærmeste storby Altai. Vi havde en ide om at det var alle de plastikstumper og stykker, der blev ved med at sætte sig for benzinfilteret, så vi blev trukket til den nærmeste by og fandt en mekaniker i Altai. Vi fandt det famøse Mongol Rally Autoværksted, som har fixet rallybiler i over 10 år. Vi parkerede bilen og Nikolaj pillede den fra hinanden for selv at vise dem, hvad der var galt. Mens det stod på fandt Markus et skateboard og skrev sammen med Mongol Knights vores holdnavne på garagedøren.

Familien var venlig og vi havde siden vi i England så det traditionelle mongolske tøj gerne villet have fingre i noget. De havde nogle kåber, støvler og bælter, som de lod os prøve og Markus købte en kåbe og en hat, mens Nikolaj købte det fulde sæt (støvler, sølv bælte, kåbe og hat). Kåberne ser måske lidt sjove ud, men de er dejlig varme, samtidigt kan de fungere som tæpper og er virkelige behagelig hele vejen rundt.

Vi kørte lidt udenfor byen og sov på den enormt lange dag, det efterhånden havde været. Næste morgen kørte vi afsted mod Buutsugan, men efter 30 km brød bilen sammen igen. Det var ved at blive klart, at vi ikke havde nogen chance for at fixe bilen på vejen og højst sandsynligt kun ødelægge den mere ved at blive ved med at prøve, så vi måtte blive trukket af de andre drenge. Alting gik godt i lang tid, men 25 km fra Buutsugan stopper Mongol Knights bilen, går ud og kigger bag hjulene og konstatere, at deres ene affjedring er i to dele. To biler der ikke virker, midt ude i ørknen, var ikke den store motivation, men vi holdte humøret højt og lavede noget mad, mens Mongol Knights arbejdede på at "fixe" fjederen. De endte med at presse en pudeagtig morgensko ind i fjederen og holde den sammen med strips og metal lim. Det var et morsomt syn og vi forventede ikke at den kunne holde til noget som helst. Derfor stoppede vi en bil der trak os det sidste stykke til Buutsugan. Her fandt vi så desværre også ud af at nogle mongoler bare gerne vil have så mange penge ud af dig som muligt og ikke alle er, som de venlige mongoler, vi har mødt. Bilen blev trukket lidt udenfor byen og vi slog igen lejr for natten.

Næste morgen rullede vi bilen lidt ned ad vejen og den første bil, der kom forbi, stoppede for at ville hjælpe os. En jæger, hans kone og deres søn var på vej mod hovedstaden i et henseende, vi ikke kunne kommunikere med tegnsprog, men de tog rebet på deres bil og vi blev trukket afsted mod Bumburger. De 80 km. til byen var gennem store sandbakker og deres bil, selv om den var meget bedre end vores, havde svært ved at trække os op gennem det og vi overophedede konstant. I pauserne, når bilen var for varm, delte de melon ud og vi kunne gengælde med lidt kiks. Vi legede med drengen og som tro til sit kald som ballonmand, lavede Danny et ballonsværd til drengen. Da vi næsten var fremme var vores bremser blevet så varme, at Mongol Knights kunne lugte dem fra deres bil og da vi stod ud af bilen var de glødende varme. Vi kølede dem med noget vand og tog det sidste stykke til Bumburger.

Danny og Alex prøvede at fixe deres bil der, så de kunne trække os videre, men forgæves, da de i den lille by ikke havde nogen fjedre der passede til deres bil. Vi blev enige om, at deres bil skulle til den næste by og fixes hurtigst muligt, så de satte os af lige uden for Bumburger og vi var nu helt alene, med en ødelagt bil.Vi kunne kun blafre for at få et lift.