21/08/2024
DET SKAL KOMME INDEFRA
Min nære og kære ven og store læremester, skuespilleren og sceneinstruktøren Bent Conradi, er død. Han var og er den ene, fuldkommen uundværlige, halvdel af realiseringen af min drøm om at træde op som storbyrapsode med egne og andres digte på alfar gade, hvor alle mennesker kommer, også de der ikke er specielt interesseret i lyrik.
Bent hjalp mig ikke kun med det skuespiltekniske. Tværtimod: Samtidig med at han gav mig indsigt i, hvor grænsende til det umulige svært det her var, i hvert fald for mig, var han den der stærkest opfordrede mig til at holde ud og hænge i med det umulige.
Bent nærede den allerstørste agtelse for den klassiske teaterkunst og skuespil på shakespearsk niveau, men var også ivrig efter at se, hvad teatret kunne i nye sammenhænge. Fx i vores fængsler, hvor han gik ind og satte store forestillinger op med fangerne. Og ja, teatret kunne virkelig noget! Men da fængselspersonalet, efter at instruktøren var rejst, prøvede at gøre det samme med de indsatte, viste det sig jo, at det nok snarere var Bent Conradi end teatret, der virkelig kunne noget.
Det kunne han også med mig. Selvom han i en tidligere situation, hvor jeg havde forvildet mig ind i noget amatørteater under hans instruktion, bogstaveligt talt gik under bordet af grin. Jeg spillede Christian den Syvende over for Støvlet Catrine, og det var aldeles ikke meningen, det skulle være morsomt.
Bent Conradis og mit samarbejde begyndte i begyndelsen af 90erne og varede lige til han i sine sidste leveår blev for svag til at masterklasse. Jeg tog aldrig et nyt digt på repertoiret, uden at det først havde været arbejdet igennem med Bent. Alligevel kan alt hvad jeg lærte i alle de år, summeres op i en eneste, enkel sætning: ”Det skal komme indefra.”
Dette Bent Conradiske imperativ siger ikke bare noget om, hvordan man genopliver nedskrevne ord, så de flyver levende ud mellem nutidens mennesker. Det siger også noget meget centralt om Bent Conradi selv. Det kom indefra, når Bent udtalte sig, og det var ikke altid med sukker på. Han udstrålede ved sit blotte tilstedevær en enorm, naturlig autoritet, hvilket var en gave for ham som instruktør. Som menneske var han drevet af en ukrænkelig retfærdighedssans og en grænseløs loyalitet mod de mennesker, han havde kærlighed til. Som han plejede at sige til andre i farvelsituationer: ”Kør forsigtigt. Der er kun én af din slags.”
Der var kun én af Bents slags.
Foto: Renè Conradi
