30/10/2020
Gruens skønhed?
Af Thomas Køhler
Direktør, Akademisk Rejsebureau
Min bedste rejse i 2008 gik til Nordkorea. Udsagnet forekommer i sig selv absurd. Ikke desto mindre var den halvanden uge i Nordkorea, som vi som det første danske rejsebureau arrangerede en grupperejse til, hverken forstemmende eller trist, selv om den gav nok så megen anledning til at vende og dreje sine tanker og indtryk.
Grænsekontrollen i den lille lufthavn i Pyongyang er ikke overvældende. Vi bliver modtaget af repræsentanter fra the Korean International Travel Company, hvorigennem vi også har vores visum. Jeg er spændt, for jeg er som direktør taget med på denne tur for at se, hvilke muligheder vi har for at forhandle programmets indhold og vores samarbejde fremover. Vi vil naturligvis gerne have indflydelse på den rejse, vi sælger til vores kunder. Vi vil se, hvor stort et råderum vores egen rejseleder kan få, og om vi kan vælge visse punkter i programmet til eller fra fremover. Denne tur er en pionerrejse, hvilket vores lille gruppe da også er indforstået med. Vi skal aflevere vores mobiltelefoner, der bliver samlet i en lille pose, så de kan tilbageleveres, når vi skal rejse igen. Jeg tager mig selv i at finde det helt befriende, at jeg ikke kan kontaktes i halvanden uge. Det har jeg ikke prøvet i mange år. Ellers interesserer man sig ikke for vores bagage, og vores papirer er i orden.
Turen ind til byen er betagende. Arbejderne har fået fri og nyder aftensolen på deres altaner. Jeg tænker på, at disse mennesker lever i fuldkommen afsondrethed – også informationsmæssigt – fra resten af verden. Det kunne være spændende at komme til at tale med en helt almindelig koreaner, men det ved jeg bliver svært. Men netop derfor er det jo særligt attraktivt. Sådan havde jeg det også, da jeg besøgte DDR eller Sovjet tilbage i 80’erne.
Efter indkvartering tager vores to unge guider os straks ud for at overvære en af turen hovedattraktioner - de såkaldte massespil på Pyongyangs store stadium. Tusinder af mennesker er involveret, dels på tribunen ved at vende og dreje pladerne i en slags ”bog”, hvorved de kommer til at gøre det ud for pixels i et kæmpe billedpanorama. På grønsværen danser, sjipper og marcherer andre tusinder i mange slags dragter og opfører på den måde en hyldest til fædrelandet og dets historie. Vores unge guide mandlige guide, Kang, sidder ved siden af mig og oversætter overskrifter, der eller kun står på koreansk: ”Children living happily under Socialism”, ”Prosper my Fatherland”. En enkelt gang under det imponerende sjov bringes der humor i anvendelse, da store dukker af høns og æg og grise kommer ind for at symbolisere landbrugets fremgang. Jeg tænker på Madeleine Allbright, der om dette show sagde, at det var ”difficult moment” under hendes besøg i Nordkorea, fordi hun vidste, at folk i landet sultede.
Udenfor er det mørkt, og det er betagende at køre tilbage gennem den orwellske hovedstad, der er helt nyopført i socialistisk modernisme efter Korea-krigen i 50’erne. De eneste bygninger der er holdt i traditionel koreansk stil er kulturhuse og museer. Ellers bor den moderne nordkoreaner i store, hvide betonblokke. Der er ingen trafiklys eller reklamer. I lyskrydsene står uniformerede færdselsbetjente og dirigerer trafikken som mekaniske dukker. Spotlights er der kun på statuer af den store leder Kim-Il-Sung, partimindesmærket med hammer, segl og pen, der symboliserer de tre samfundsklasser. Nattelivet er begrænset til en restaurant eller to og noget, der ligner en café. Der er næsten ingen mennesker på gaden. Men netop det gør det måske særligt pirrende at forestille sig at kunne færdes på egen hånd. Det er dog umuligt at flere grunde. For det første er det forbudt, og vores lidt mere erfarne kvindelige guide, Kim, henstiller høfligt til, at vi kun færdes sammen med hende. For det andet ville man jo nok ikke komme så langt uden at kunne koreansk. Men hun betror mig, at andre danskere, som kom ind sammen med kinesiske guider, har gjort forsøget. De var i det hele taget så kropgenstridige, at hun lå syg en hel uge, efter at de havde været der.
I de følgende dage overrumples jeg af, hvor behageligt det er at være turist i Nordkorea. Programmet er ustresset, der er ingen trafikale problemer, vi spiser godt. En dag møder vi en svensk ”kommunist”, der spørger til, hvor vi bor, og som griner, da han hører, at ”vi bor finere end hans delegation”, hvilket minder mig om de danske kommunister i Østblokken i gamle dage, der altid skulle gøre en dyd ud af, at luksus og komfort var noget pjat.
Vi ser en række velfungerende virksomheder, og jeg kommer til at tænke på, at mange russere nok ville misunde koreanerne den orden og renlighed, der findes overalt. Netop det var russerne jo så stolte af ved Sovjetunionen før i tiden og så kede af at miste under opløsningen i 90’erne. Personkulten for den store leder Kim-Il-Sung, for hvem der er rejst søjler for ”evigt liv” flere steder i byen, efter at han gik bort. Det er et vigtigt element i rejsen. Vi skal bukke for hans statue og hans udstillede lig. Det gibber lidt i mig de første gange, men så vænner jeg mig til det. Jeg plejer jo også at vise respekt, når jeg besøger kirker eller moskéer i fremmede lande, selv om det ikke en min tro, det handler om.
Byen forbereder sig på landets 60-års jubilæum, og pionérbørnene med deres røde tørklæder træner til paraderne. Soldater og forskellige andre uniformerede grupper lige så. Vi iagttager det fra bussen og fra toppen af ”Folkets store Studiehus”, hvor vi kort kommer i snak med nogle engelsktalende studerende og ser landets intranet. De har 50 hjemmesider. Ellers er Nordkorea afskåret fra internettet og e-mailkommunikation med resten af verden. Overraskende nok er den studerende, jeg taler med, ikke akademiker, men ”driver”. Ikke lige hvad jeg havde ventet. En musiksamling har de også og spiller Aksel Schiøtz, der synger ”Jylland mellem tvende have for os”, så man ikke kan lade være med at synge med.
Det er ikke let at påvirke programmet, lave noget om eller få en chef fra Korean International Travel Company i tale. Vi forsøger os med at tale programmet igennem punkt for punkt med guiderne for at se, om vi kan påvirke dele af det, evt. improvisere lidt. Det afvises diplomatisk. Men jeg får lovning på at træffe en chef, selv om mødet udsættes hver dag. Jeg har nu ikke tænkt mig at give op.
Ellers viser guiderne, som reelt er de eneste koreanere, vi kan tale med, en fin, men afdæmpet interesse for Danmark. Kang har læst lidt op på Danmarks geografi og spørger til H.C. Andersen. Det går nu op for mig, at H.C. Andersens eventyr er det eneste danske, han reelt kan have bare en lille fornemmelse af . Eftersom ingen i nordkoreanere rejser eller ser film fra udlandet må alt, hvad vi måtte fortælle være svært at forestille sig. Men vi griner af eventyret om Kejserens Nye Klæder. Der må være noget universelt i det, og jeg forklarer, at jeg fra min lejlighed kan se det Rundetårn, som den ene af hundene i ”Fyrtøjet” har øjne så store som. Jeg lader ham smage en af mine danske cigaretter. Her er det de små skridt, der tæller.
Ude på landet er der grønt og smukt. Hæren hjælper bønderne i marken. Jeg kommer til at tænke på, at nordkoreanerne på mange måder lever, som man vel levede i Europa for hundrede år siden. Du er bundet til din plads. Du får at vide, hvad der er rigtigt og forkert, og du nærer respekt for kongen. Ikke nogen ringe tilværelse, for dem der ikke sidder i straffelejr. Jeg spørger forsigtigt til lejrene, men får at vide, at nok findes der genopdragelseshuse, men ligefrem store lejre mener man ikke at kende til. Vi spiser og griller hyggeligt i bjergene, og der er et væld af blomster og store sommerfugle omkring os. Også et rekreationscenter med varme kilder besøger vi. Lækkert.
Her møder jeg en mere erfaren engelsk nordkoreaguide. Han har været i landet otte gange med grupper. Han siger, at jeg ikke skal forvente at kunne påvirke programmet noget videre. ”They can never confirm anything,” forklarer han og siger til min overraskelse, at hans gruppe forventer at være langt væk fra Pyongyang, når dagen for 60-årsjubilæet oprinder, fordi det nok alligevel ikke kan lade sig gøre at komme i nærheden af paraderne.
Da dagen kommer, må vi da også nøjes med at følge paraderne på afstand fra toppen af vores hotel og på tv. Men det ufattelige sker. Landets leder Kim-Jon-Il er helt fraværende. Den stort anlagte militærparade og det nøje tilrettelagte fakkeltog, som tusindvis af byens indbyggere har trænet til i gaderne i dagevis, blev vist let forskudt på tv, og fyrværkeri overstråler den orwellske hovedstad, men ingen kommenterer, at tv-talen blev holdt af en af hærens generaler, Ri Myoung Su, og ikke af landets ubestridte leder, den kære leder, kammerat Kim Jong-Il. Heller ikke det diplomatiske korps eller særligt indbudte udenlandske delegationer på Kim Il-Sung-pladsen får nogen forklaring på, at den politiske hovedtaler var formanden for landets Øverste Forsamling, Kim Jong Nam, og ikke Kim Jong-Il. Jeg spørger et par russere i hotellobbyen dagen efter, men selv om de har været helt tæt på, har de hverken fået nogen forklaring eller brudt sig om at spørge. Man vil så nødig bringe sine værter i forlegenhed.
Til gengæld kommer mit møde med incomingchefen fra Korean International Travel Company i stand samme aften. Det er det mærkeligste forretningsmøde, jeg nogensinde har holdt. Han har skullet have speciel tilladelse ovenfra til at komme og møde mig på hotellet og skal i den forbindelse overnatte der. Jeg gør mig umage for at være høflig og diplomatisk, roser turens program og guiderne. Jeg vil jo gerne kunne gøre forretning med disse mennesker fremover. Men min modpart er ikke videre interesseret i at udvide sin forretning, selv om der kun kommer 2.000 europæiske turister til Nordkorea om året. Der er nemlig kun varmt vand i hanerne på to af Pyongyangs hoteller. Og man kan heller ikke komme til at se andre dele af landet, end det der er med i programmet, ja det er endda mere end normalt. Normalt vil man kunne være i hovedstaden. Heller ikke visa til landet kan vi lave direkte. Det skal ske gennem en agent i Peking. Men jeg takker for hans tid og håber på en fortsat god dialog mellem vore to firmaer. Et visitkort får jeg også ud af ham. Med en e-mail til firmet, jeg kan skrive til, ikke en personlig adresse. Men jeg er altså kommet noget tættere på mit mål, og et par dage efter drøfter jeg forskellige destinationer i landet med guiderne. En dør står på klem.
Festlighederne fortsætter dagen efter, og vi kommer til at danse med en gruppe koreanere i byens folkepark. En sær oplevelse af at komme tæt på og alligevel ikke. De er fine i tøjet og optræder afdæmpet og værdigt. Man ser heller ingen fulde mennesker.
Den sidste dag får vi mulighed for at købe en videofilm, der er optaget på vores tur. De store massespil, besøget hos de jublende og syngende børn i børnehaver på kolletivbrug og i byen, den demilitariserede zone med grænsen til Sydkorea, væksthuset med nationalblomsterne Kimilsungia og Kimjongilgia… Nu hvor jeg er kommet hjem og genser stederne, slår det mig igen, hvor paradoksalt det er, at alt forekommer mig så skønt i Nordkorea. Er det gruens skønhed? spørger jeg mig selv.
