07/08/2022
I denne uge besøgte jeg FRILAND, som ligger i Feldballe lige udenfor Ebeltoft. Jeg har hidtil blot haft en vag fornemmelse af stedet. Men nu har jeg endelig være på rundvisning og fået en større indsigt. Idéen blev udviklet tilbage i 1996 af grundlæggeren Sten Møller. Det var inspirerende at møde et menneske, der havde opbygget sin viden ved reelle erfaringer. Jeg kunne spejle mange af de indignationer han gav udtryk for ved nutidens samfund. Disse havde inspireret og drevet hans udvikling af idéen til FRILAND. (Mange af de samme tanker havde netop været afgørende for mig i købet af et nedlagt landbrug). Hovedsageligt var det en afstandtagen til overforbruget - et forsøg på at minimere og leve mere bæredygtigt. Endvidere var det et opgør med en diagnosekultur - en insisteren på et andet menneske perspektiv. Samt viljen til at skabe diversitet - for at et menneske bliver handlekraftigt, da er der brug for en balance mellem hånd, hjerte og hjerne. (Fremfor specialiseringer hvor ingen ved eller forstår hvad hinanden laver). Men vigtigst var princippet om at leve gældsfrit. Hvorved der gives mulighed for at fritid og hobbyer kan fylde - måske gøres til primær erhverv.
På FRILAND var de 14 familier, som for 20 år siden købte et stykke land. Siden har de selv bygget deres huse udefra bæredygtige principper. Isoleringen består hovedsageligt af alternative materialer som halm, ålegræs og blåmuslinger. Endvidere er husene relativt små, da det er intentionen at energiforbruget skal minimeres eller helt elimineres. Mange af husene er opvarmet ved en masseovn. Samt har en kold kælder, som udgør et køle/fryseskabe osv. I dag er der 40 matrikler, som alle har bebyggelse. Men det er fortsat et princip, at der ikke kan lånes til et huskøb på FRILAND. Dog sætter dette indrømmet nogle begrænsninger, da husene som er bygget og investeret i udgør en værdi for sælgeren. Du skal have ca. 600.000 til 1.000.000 i kontanter, for at kunne blive en del af FRILAND i dag. Men når først huset er købt, da er der ikke yderligere udgifter.
FILAND er et rigtig fint koncept, synes jeg. Skønt at der er nogle som udfordre normalen. Som investere tiden og tankerne i at prøve nye veje og muligheder for at nuancere markedskrafterne. Diversitet, nærvær, bæredygtighed og handlekraft er vigtige værdier. Men ja, de har dog heller ikke helt endnu fundet løsningen for bevarelsen af den økonomiske “flade struktur” ved vidersalg. I mødet med markedskræfterne, da støder idéen fortsat panden mod muren. FRILAND er ikke en turistattraktion. Men det er en hyggelig landsby at besøge og måske lade sig inspirerer til alternative byggetraditioner. Jeg blev om ikke andet meget inspireret at stedet … og overvejer nu at få tilplantet taget🙌