01/08/2014
Kære alle
Vi er de nye ejere af Travelling Heels fra i dag den 1. august og vi har glædet os rigtig meget til at overtage virksomheden fra Nina og sammen stykke skønne oplevelsesrige ture sammen til Jer!
Vi er: Pernelle og Anja, bosiddende henholdsvis i Århus og Odense. Vi mødtes i en arbejdssammenhæng i Singapore, hvor vi begge har boet, og fandt snart ud af, at vi delte interesse for løb, sundhed, rejser og god mad. Rent fagligt kommer vi fra forskellige baggrunde, og dette ser vi som en stor styrke da vores kompetencer supplerer hinanden og vi nyder det ping pong det giver når vi arbejder sammen.
Overtagelsen af Travelling Heels betyder en række forskellige ting for os. Til dels er det en drøm om at arbejde med det, som giver os selv glæde og energi; nemlig at møde nye mennesker og skabe nye fællesskaber når man rejser. Vi er desuden begge madnørder, og vi lægger vægt på, at også smagsløgene bliver pirret på de rejser, vi arrangerer. Da vi begge stortrives i naturen, vil vores rejser være centreret om spændende og smukke oplevelser i og med naturen, i ind- og udland.
Det siger sig selv, at vi må lægge os i selen for at fortsætte det fremragende arbejde, Nina har lagt i Travelling Heels. Men vi vil smøge ærmerne op og fortsætte, hvor Nina slap, med at sammensætte udfordrende, anderledes og spændende rejser med fokus på fantastiske naturoplevelser og dejlig mad. Vi vil også betræbe os på at præsentere Jer for nye tiltag, så tilmeld dig nyhedsbrevet– det nye program kommer i løbet af efteråret!
Vandretur på Ærø og Øhavsstien i september:
Vores allerførste tur går til Ærø – og der er endnu ledige pladser! Tag med på en 3-dages vandretur på Ærø, hvor vi går ad den fantastiske sydfynske Øhavssti, der rummer betagende udsigter og eventyrlige oplevelser. Turen finder sted fra den 12. til 14.
september. Se mere på linket herunder:
http://travelheels.dk/destinationer/danmark/aeroe-og-oehavsstien-de-luxe-vandring/