HILSEN FRA INKAERNES HELLIGE DAL
HILSEN FRA INKAERNES HELLIGE DAL I PERU
ALENE I KANO MED LYSERØDE FLODDELFINER
Forleden havde jeg mulighed for at padle i en slidt, hjemmelavet trækano nogle timer alene ned ad en jungleflod. Det var fantastisk at være alene, omgivet af jungle, der stadig er intakt. Flere gange svømmede lyserøde floddelfiner ved siden af mig. Jeg tænkte på, at vi i Danmark har forsvindende små stykker vild natur, der ikke er reguleret af mennesker. Jeg tror, at vi mennesker har brug for vild natur, der kan og skal minde os om, at vi ikke er herskere over, men uløseligt forbundet med naturen.
JEG ER FORBUNDET OG FORPLIGTET
Denne vinter rejser jeg tre måneder i Sydamerika som en del af et stort projekt, hvor vi besøger en række oprindelige folk. I Colombia vandrede vi fem dage i de frodige Sierra Nevada-bjerge, hvor wiwa-folket bor. De har valgt at leve ifølge deres ældgamle traditioner og værdier, selv om det moderne Colombia lokker med drømmen om materiel rigdom.
Undervejs på stierne havde jeg mange samtaler med vores hvidklædte guide Ramón og fortalte, at jeg i ceremonier med ayahuasca har mærket mig som en del af naturens store helhed. Ayahuasca har for mig været nøglen til at genopdage, at alt er tæt forbundet. Det skænkede jeg ikke én tanke de første årtier af mit liv.
Under vandringerne gned José Ramón med en pind på en gul, tyk del på en kalabas. Han fortalte, at kalabassen hedder en poporo, og er et rituelt, helligt instrument, som en ung mand modtager af landsbyens spirituelle leder, når han har lært om kærlighedens mysterier og er klar til at stifte familie.
Kalabassen indeholder knuste en muslingeskaller. Med mellemrum tog Ramón nogle cocablade i munden, fugtede pinden med læberne, stak den ned i kalabassen og slikkede derpå lidt muslingeskaller af. Musligeskallerne trækker de aktive stoffer ud af cocabladene, så han ikke mærker tørst, sult og træthed, når han vandrer, og når han arbejder.
"Hvorfor gnider du konstant pinden på kalabassen?" spurgte jeg. "Jeg skriver mine tanker", svarede han. En wiwa har den samme kalabas hele livet, og som årene går, bliver det stykke, hvor han gnider med pinden langsomt tykkere og tykkere. "Det er bogen om mit liv", fortalte han. "Når jeg har et problem, skriver jeg også det på kalabassen. Budskabet sender jeg samtidig ud i naturen, og så venter jeg blot på, at svaret kommer. Naturen ved alt!"
Ramón ved, og hans folk har aldrig glemt at alt levende - og dødt, er forbundet. Når han formulerer sine tanker og "skriver" dem på kalabassen, kommer han ind i en me
