16/10/2021
ORIENTALSKE VEJMÆND
Ti mand masede med en stor sten, der var faldet ned
på kørebanen og blokerede for trafikken. Der blev råbt
”Chalo, chalo!” på hindi, hvilket betyder ”Afsted, afsted!”.
Stenen blev væltet ud over kanten, før den forsvandt
i dybet. Mændene gik tilfredse tilbage til deres
biler; trafikken kunne fortsætte. Længere nede ad vejen
blev der boret huller i klippevæggen og dynamit
fordelt, inden et advarselsråb lød, som man må formode
betød: ”Hold afstand!” Et øredøvende brag gjaldede
gennem Himalaya, og jorden rystede, da bjergsiden
kollapsede. Tonsvis af jord og sten væltede ned på vejen
og videre ned ad bjergsiden, inden det hele endte
med hule drøn nede i en flod. Så blev der stille, mens
støvet hvirvlede op. En gravko brød den larmende
tavshed, satte i gang, kørte frem og væltede resten af
materialet ud over bjergsiden. Der boede tydeligvis
ikke nogen dernede. Det tog timer, solen bagte, luften
var fuld af støv, og alle sad forstenede bag rattet med
tomme blikke og ventede på at kunne komme videre.
Der er et utaknemmeligt arbejde at anlægge veje i Himalaya,
for så snart en vej er anlagt, ødelægges den af
jordskred, jordskælv, kraftig monsunregn eller tung
trafik. Og så skal der startes forfra. Med hammeren slider
vejarbejderen for at forvandle de hårde sten til chapati,
indisk fladbrød, som en anden – orientalsk – Jens
Vejmand. Den gamle danske digter Jeppe Aakjær ville
sikkert vende sig i sin grav, hvis han hørte, at mennesker
stadig forvandler sten til brød som ”vejmænd” i det
21. århundrede. Støv blev blæst væk for at rense vejen,
inden der lægges asfalt. Da støvet havde lagt sig, trådte
små børneansigter frem med rødsprængte øjne. Disse
småbørn tilbringer en barndom mellem flammende
tjærebål, en røg, der river i lungerne og får øjnene til
at svie, larmende lastbiler og kampesten, der hugges til
skærver med mejsler, så stensplinterne springer til alle
sider. Det meste af arbejdet foregår med håndkraft og
primitive redskaber. Vejnettet i Himalaya skifter mellem
høj standard af nyasfalteret vej a la tysk Autobahn,
hvor jeg kunne cruise afsted og for et lille øjeblik lade
blikket glide ud over de storslåede landskaber. Men
snart erstattes asfalten af en hullet jordvej, der lige så
godt kunne ligge i Zimbabwe.
Jeg skulle vænne mig til varmen, trafikkens kaos og den uforudsigelige natur og endvidere til det faktum, at der er venstresidekørsel i Indien, da landet er en tidligere britisk koloni. Det er dog ikke alle trafikanter, der overholder denne regel,
og nogle af de lokale tager noget af turen i den modsatte
vejbane, hvis det passer med den genvej, de skal skyde.
Derfor er det som udgangspunkt en god ide at have
blikket rettet stift på vejen og ikke lade sig distrahere af
de smukke udsigter.
Uddrag fra bogen "Hvor Jorden møder Himlen - På motorcykel gennem Himalaya."