Han har sidenhen solgt alt og Bomhuset var det næstsidste, han var i besiddelse af. Vi overtog det d. 1.april 1998. Vi købte det som en form for opsparing og for at vi evt. kan bo der på vores gamle dage, men syntes så, at vi lige så godt kan lade andre have glæde af det i mellemtiden. Vi bor selv i et gammelt hus i Eskebjerg og har som sådan ”adgang til frisk luft og havearbejde” til daglig. Bomh
uset er 47 m2 stort. Der er en god stue, nyistandsat og lys, Der er et værelse med en db.-seng og et kammer med 2 køjer. Køkkenet, der er åbent til stuen har elkomfur, emhætte, køleskab m. Fra køkkenet går man igennem en lille mellemgang hvor klædeskabet, elvandvarmeren og vaskemaskinen står og her er også badeværelset med bruseniche , samt et redskabsrum. Der er varmepumpe og solfanger til supplement for el. Stuen og hele grunden er syd/vest-vendt og her er god plads til boldspil, krocket eller andre lege. Vi forsøger til stadighed at modernisere, hvor vi kan. Og vi vil forsøge at samle bøger, spil og andet til at gøre en evt. regnvejrsdag hyggelig. Indkøb
Der er knap to kilometer til havnen i Havnsø. Her kan man af og til købe friske fisk hos fritidsfiskerne og Brugsen har alt hvad man ellers skulle få brug for. Kiosken har åbent til kl. 21.00 og i forbindelse med den, er der en Grill, hvor de bl.a. laver de største og bedste gammeldags isvafler, man kan ønske sig. På havnen ligger også Havnsø Hotel og Restaurant Nord Vest, hvor man kan spise og skal man opleve den ”lokale” og møde 'de indfødte' over en øl eller et slag billard, er det på Havnsø Kro det foregår. Hver lørdag formiddag og indtil omkring kl.15.00 er der sommeren igennem kræmmermarked på havnen. Større indkøb kan man gøre i Jyderup. Her er Super Brugsen, Netto, Aldi, Rema1000, Fakta, EuroSpar, tøj-og skobutikker, isenkræmmer, o.s.v. Her ligger det lokale lægehus og apoteket også. Der er dog håndkøbsudsalg i Brugsen i Havnsø. Seværdigheder
Vesterlyng er et stort fredet areal syd/vest for Havnsø. Her er lyng, enebærbuske, klitter og en bred hvid sandstrand og her kan man altid finde en plet, hvor man kan føle sig alene. Området bliver brugt til græsning af kvæg. Man finder derud på cykel eller bil ved at køre igennem Havnsø ad Havnevej og videre ad Lyngvej. Kører man fra Havnsø Strand vestover ad Strandvej, Nekseløvej, Teglværksvej kommer man ud på Nykøbingvej/Kalundborgvej og til venstre ad den kommer man lige til Dragsholm Slot. Det var her Jarlen af Bothwell sad som fange og hvor Den Hvide Dame går rundt. Der er rundvisning to gange om dagen og gode restauranter. På strandsiden for slottet ligger campingpladsen Sanddobberne. Her er også fin badestrand og i skolesommerferien er der som regel arrangementer for børn med naturvejleder ( det er omtalt i de lokale aviser, der blir gratis omdelt). Fortsætter man lidt længere mod øst ad Kalundborgvej, kan man dreje til venstre mod Ordrup og opleve Bjergene, her er udsigt ud over vandet og op af ”bjergskråningerne” kan man nyde de mange ”sommerhuse” (i en noget anden prisklasse end vores) som ligger spredt over markerne. Man kan også fortsætte lidt frem og dreje til venstre mod Vindekilde. Her er en parkeringsplads – da resten af turen herfra foregår til fods. Herfra går det opad igennem en smuk skov, hvis man vil bestige Vejrhøj og det er anstrengelserne værd. Er vejret klart kan man se ud over hele Sejerøbugten, til Kalundborg, Storebæltsbroen, Sejerø, og Sjællands Odde. Tag godt med vand med og evt. madpakke, der er ingen kiosk på toppen – kun ren natur og måske en ærtemark. Fra Havnsø sejler færgen til Sejerø og Nekselø. Sidstnævnte kun et par gange om dagen. Der bor 12 familier på Nekselø. Der er biler derovre, men uden nummerplader og der er kun en vej. Her er virkelig fredeligt. Der er lavet nogle ruter man kan gå, - en for nordøen og en for sydøen. Før i tiden var det ikke sådan, men af hensyn til fuglereservaterne har man forsøgt at lede os gæster en vej, hvor vi ikke generer naturen. Det er ikke så tosset, for man kan rent faktisk godt gå vild og så havner man måske i en landmands fold, hvor tyren går løs, det har jeg prøvet. Man kan bade, fiske, og finde sjældne planter her. Det er også på Nekselø, der stadig findes Klokkefrøer. Bliver det for meget ”natur” og trænger man til at rive Euro'er op af lommen, kan man tage til Sommerland Sjælland i Højby. I bil foregår det ad Nykøbing/Kalundborgvej mod Nykøbing. Forlystelsesstedet ligner nok alle de andre af slagsen, men for halvstore børn og barnlige voksne kan man få en sjov dag her. Der er stadig mange muligheder at nævne, men vi vil forsøge at samle alt spændende materiale så det ligger i huset og så er det en god ide at kikke med i de gratis omdelte reklameaviser. Turistinforma finder man på Havnsø Hotel - og ellers er det bare at ringe til os, så prøver vi om vi kan hjælpe. Hilsen Kim & Hanne