SUZUKI FZ50 - EN KVIK LILLE KNALLERT
Suzuki FZ50 er en lille scooterlignende knallert, som med sit sporty design og sine kvikke køreegenskaber, har formået at charmere sig ind på mange knallertelskere. Modellen blev første gang introduceret i begyndelsen af 1980’erne, hvor den blev lanceret i farverne rød, blå og sort. Efter nogle år blev lakken ændret til metallak, ligesom Suzuki Samurai DM50, h
vor den derefter også blev produceret i farven sølvmetal. I Storbritannien, hvor modellen særligt også er populær, går den under kaldenavnet »Suzi«. Suzuki FZ50 har altid været en populær knallertmodel blandt alle aldersgrupper og er gennem tiden blevet solgt i rigtig mange eksemplarer. Knallerten blev særligt taget godt imod i byen Esbjerg og på sandøen Fanø, hvor den blev ravsamlernes fortrukne køretøj. Den lave knallert giver god kontakt med stranden og tilsyneladende er den bygget, så metaldelene i rimelig grad kan tåle saltvand og havluft. Alligevel er knallerterne "uddøende" og på Fanø ses selv meget udtjente eksemplarer stadig køre rundt. Den store popularitet skyldtes dog ikke kun knallertens modstandsdygtige stel, men også at Suzuki FZ50 er en super behagelig knallert at køre på. Med sine små 12” hjul med en dækbredde på 3.00 samt affjedring både foran og bagpå, har Suzuki formået at skabe en stabil knallert, med et godt vejgreb og fremragende køreegenskaber. Herudover bidrager det brede bløde sæde og et benskjold, som beskytter dig mod både regn og slud, kun med plusser til listen over den lille knallerts mange fordele. Med et baggagebære bagpå og en rummelig kurv foran, gør knallerten sig desuden ideel til de daglige og praktiske gøremål.