08/07/2024
Jeg skrev en kronik om det at skrive kronikker for nogle uger siden, og selv om den måske mest er en slags refleksion for mig selv, er det egentlig en meget sjov tekst, og hvis du er intreesseret i at skrive kronikker, indeholder den nogle fif til hvordan.
Den blev ikke antaget, selv om jeg tænkte der måske var en chance her i agurketiden. I billedet min første kronik. Min seneste var Mit tabte Rusland i kristeligt Dagblad.
Om kronikkunsten
2013 ord
Af Thomas Guldberg Køhler, kronikør
Mange mennesker vil gerne skrive en kronik, som da også er noget ganske særligt. Den store danske forfatter Kristian Ditlev Jensen siger endda i et afsnit fire af sit nye program på P1 ”Ditlev og dæmonerne”, at det at skrive en kronik, ”er det bedste, man kan gøre, hvis man skal frem med et budskab”, han, der ellers har fået udgivet skelsættende romaner, er i radioen og her og der og allevegne.
Kronikkerne redigeres af særlige kronikredaktører, der har en særlig autonom position på avisredaktionerne. Det er en genre, som er åben for alle emner og kan skrives på mange måder, men (næsten) altid af mennesker uden fast tilknytning til den pågældende avis. Enhver kan indsende og få optaget en kronik. Men for mange bliver det ved drømmen. Selv i øvrigt meget skrivende mennesker får aldrig skrevet en kronik. Så hvad er det, der skal til? Det fik Kristian Ditlev Jensens udsagn mig til at reflektere over som en person, der har skrevet kronikker, siden jeg var 18 år, men ikke ellers fået udfoldet mit skriveri så meget, som jeg egentlig gerne ville.
Spørgsmålet er ikke helt så privat, som man kunne tro. Der udfoldes en del anstrengelser på redaktionerne for at få kronikken til at blive et aktiv, der kan tiltrække nye læsere. Hvilket ikke er helt nemt, da man jo her ikke råder over egne journalister, som man kan lede. I 1991 blev jeg som 20-årig inviteret til en helt særlig aften på Politiken af den daværende kronikredaktør Ebbe Mørk sammen med andre (unge var vi vist alle sammen) kronikører. Anledningen var, at Signe Wenneberg, der dengang var retorikstuderende, havde skrevet et kronikforslag om, hvor dårlig Politikens kronik var blevet, og hvad man kunne gøre ved det. I stedet for at bringe Signes kronik inviterede Ebbe Mørk altså til dette møde, hvor hun læste noget af teksten op, hvorefter der var fri debat. Jeg sad ved siden af Claus Blok Thomsen, der havde skrevet om at være homoseksuel, noget, jeg syntes var meget spændende at høre om, selv om jeg endnu ikke opfattede mig selv som homoseksuel dengang. Men her er for så vidt nøglen til at skrive en god kronik. Der skal helst være en meget direkte forbindelse mellem, hvem kronikøren selv er og så tekstens indhold og budskab. Selvfølgelig forekommer det, at der bringes kronikker, som ligesom et læserbrev eller debatindlæg blot beskriver en sag eller udtrykker en holdning løsrevet fra, hvem afsenderen er, men det er sjældent. Et eksempel på, at man kan få optaget en sådan kronik, er min kronik ”Når vi bider os selv i halen” i Berlingske Tidende 27.2.1996. Men normalt er det hovedreglen, at hvis man vil være kronikør, må man bringe sig selv i spil. Skrive om at være nextstopper, som jeg gjorde i min første kronik i Politiken ”Første stop Komsomol” 11.8.1989 om Next Stop Sovjet, der var ved at kulminere da, ynder af sangskatten som ynder af sangskatten, ung som ung, ruslandsekspert som ruslandsekspert, om julen, når det er jul, om ulandsbistand som projektkonsulent, at være homoseksuel som homoseksuel, coronaramt som coronaramt for at nævne nogle af de ”personaer”, jeg selv har benyttet gennem tiden.
Når jeg bruger begrebet persona, er det, fordi det er et begreb som daværende kronikredaktør på Politiken Anne Knudsen engang brugte over for mig om det at skrive en god kronik, da jeg afleverede ”Demokrati ifølge USSR”, der blev bragt lige før det første frie dumavalg i Rusland i december 1996. Kronikker er så etableret en tekst, at de kan lånes på bibliotekerne. Selv mine kronikker fra begyndelsen af 90erne kan på et sekund downloades fra en computer hvor som helst i verden. Før da oplevede en af mine venner, at mine kronikker kunne lånes i papirform på det universitet i Canada, hvor han læste.
Men tilbage til aftenmødet på redaktionen i 1992. Det stod uklart for mig først, hvad vi egentlig var der for, indtil chefredaktør Herbert Pundik pludselig dukkede op og overtog mødeledelsen. Han kom lige fra et møde på Christiansborg, hvor optakten til Nyrup kup mod Auken var under opsejling. Det kunne man godt have skrevet en god kronik om, men så skulle den være personligt vinklet og ikke blot en nyhedsreportage. Pundik forklarede i øvrigt, at det var meget prestigebetonet at skrive en kronik og også at være kronikredaktør. Han var sikker på, at det ikke var dårligt for Ebbe Mørk at præsentere sig som kronikredaktør ”ude i byen”, hvilket Ebbe Mørk nikkede ja til. Sagen var dog en anden. Nemlig, at man i amerikansk presse var meget optaget af de faldende læsertal på aviserne, og det var efter Pundiks mening mødetiltagets egentlige emne. Hvordan får vi flere – især unge – til at læse avis? Pundik citerede noget, jeg sagde i diskussionen i sit afsluttende indlæg, hvilket selvfølgelig gjorde mig meget stolt. Måske var det, fordi en af de kroniker, jeg allerede havde skrevet, ”Så syng da!”, Kroniken i Politiken august 1990, var blevet optrykt i et fynsk højskoleblad, havde ført til et radiointerview på P1 med Lone Nørmark og var blevet stileemne ved lærerseminariernes afgangsprøve året før, noget, jeg ikke var blev udelt populær på blandt datidens fremtidige dansklærere.
Næste dag talte jeg med Claus i telefonen for at aftale at mødes. Claus spurgte, om jeg ikke mente Pundik havde ødelagt mødet, men det mente jeg naturligvis ikke. Da jeg mange år senere som rejsebureaumand kom til at kende Pundik godt, da vi lavede Politiken Plus-rejser til Israel, spurgte jeg ham om han kunne huske mødet, og om der havde været en opfølgning på det internt, men det kunne han desværre ikke huske. Jeg lavede dog selv en opfølgning i form af kronikken ”Visioner fra et Ungbo”. ”Vi er på veje ind i en ny verden,” skrev jeg, ”men stadig kun på vej. Og spørgsmålet er om ci, den nye generation, bærerne af den nye tid, rigtigt har anet det endnu.” En fyr på Grønjordskollegiet roste mig spontant for den og sagde, at den rummede noget, han ”også selv havde tænkt over”, og så var målet jo nået. Men Claus sagde nej til at mødes, fordi han skulle til Ibiza.
Når man skal skrive en kronik, er det en god idé at starte med at skrive langt. Kroniken i Politiken (bemærk, at den er så fin, at den staves med kun et k i bestemt form) er landets længste kronik og i øvrigt den eneste, der stadig giver et lille honorar til alle, der får noget bragt. Det behøves ellers ikke, da der indsendes langt flere kronikforslag til samtlige redaktioner, end der kan bringes. Derfor kan man altid starte med at skrive en kronik med Politiken som mål. Får man afslag, kan kronikken kortes ned og sendes til Information, Berlingske eller JP. Teksten bliver som regel bare bedre af at blive forkortet og strammet op. En anden smutvej er at skrive om noget aktuelt – anledning af en mærkedag eller begivenhed. Således også med min første kronik i Information, en af mine bedste, ”Troens jerntæppe”, bragt 19.9.2001. Den blev i en længere version først kasseret af Marcus Rubin på Politiken, som jeg havde sendt den til 6. 9. 2001. Da den i en forkortet og opstrammet udgave blev bragt i Information, havde jeg nået at få indføjet en linje om dens aktualitet i anledning af 11. september. Men man skal i det hele taget være meget opmærksom på, at antallet af anslag med mellemrum skal svare nøjagtigt til kronikformat i den pågældende avis. Jeg har en gang fået afslag på en kronik fra Søren Vinterberg med henvisning til at teksten var for kort. Han bragte til gengæld min nok mest læste kronik ”Far på min egen måde” om at være homoseksuel far 7.11.2007. Her kan man bl.a. læse om, hvordan vi bliver fotograferet af japanske turister ved Amalienborg, når jeg går tur med min søn i klapvognen, som noget meget dansk.
Marcus Rubin har dog engang ladet mig tilføje noget tekst, hvilket gjorde kroniken ”Coronastøtten fremmer splittelsen i landet” 22.1.2021 mere helstøbt. Den skrev jeg som selvstændig erhvervsdrivende for, at der ikke skulle stå det billede tilbage for eftertiden, at Danmark kom gennem coronaen ved solidaritet og sammenhold, som erhvervsminister Simon Kollerup mfl. har hævdet. Og det kan selvfølgelig ikke helt udelukkes, at det betaler sig at opbygge en personlig relation til redaktøren – som jo altså har fuld redaktionel autonomi netop på denne ene plads i avisen. Således skrev ruslandskenderen Marie Tetzlaff til mig forud for kroniken ”Kuppet, der kunne være blevet skæbnesvangert”, at jeg var ”heldig”, at det var hende,” der havde tjansen i dag”, så min kronik om 20-året for augustkuppet kunne bringes. 19.8.2011. Det kan god godt gå lige lovlig stærkt her og der. Det er f.eks. min erfaring, at man ikke altid får korrekturrettelser med til sin kronik, hvis man sender rettelserne til readktøren, efter at kronikken er antaget. Den skal i udgangspunktet vare helt færdig, fejlfri og på det rigtige antal anslag, når man skiber den af sted. Tiden er kostbar på aviserne i dag.
Brug gerne lyrisk, originalt sprog. Kronikredaktør Paul Hammerich skrev engang til mig og spurgte – det var i papirets og skrivemaskinens tid – om jeg havde skrevet ”den blå himmels skørhed” eller ”den blå himmels skønhed”. Jeg nåede ikke at se brevet, før kroniken blev bragt, men han havde gættet rigtigt. Der stod og skulle stå ”…den blå himmels skørhed og glæden ved den ukendte kraft, der får de små celler til at dele sig og smelte sammen i en uendelighed, livet selv.” Det kan dog også haste, som da jeg skrev en kronik om julen i Betlehem og sendte den ind til Jyllands Posten 23.12.2007 og blev ringet op fem minutter efter og bedt om at sende et portrætfoto, så julekronikken ”Glubsk desperation i Betlehem” kunne bringes 2. juledag.
Det sker, at kronikredaktørerne efterlyser kronikker om særlige emner, og her kan man af og til blive lovet et honorar også andre steder end på Politiken. Det sker, hvis redaktøren vil skabe en serie om et særligt tema, sådan som Anne Sofie Allarp på Berlinske nu gør det med serien om skilsmisser, eller som Niels Ivar Larsen gjorde det sidste sommer på Information, da han efterlyste ”personlige og poetiske” beretninger til kronikken på sin Facebook. Honorar. Da tænkte jeg: det kan jeg satme godt lave! Særlig flot var det selvfølgelig, at der kom en fotograf hele vejen ned til Rødvig for at tage et billede af mig og min kat i min sommerfuglehave i anledning af ”Jeg fandt accept i tabene i Inger Christensens sommerfugle” 1.9.2023.
På den måde kan man også bruge en kronik til at gøre status i sit eget liv. Det er faktisk det bedste udgangspunkt, man kan tænke sig, for her opnår man netop den direkte forbindelse mellem kronikkens genstand og dens forfatter. Således blev min kronik som tidligere radikal folketingskandidat ”De fremmedes antal” 20.11.2008 i Politiken en slags offentlig udmeldelse af Det radikale Venstre. Glem derfor i første omgang læseren og oplagstallene. Skriv om dig selv - og gå ind i den lange nat, hvor du skriver den, som jeg sagde til Pundik på aftenmødet i 1992.
Jeg har uden held gennem årene forsøgt at få optaget en kronik i Kristeligt Dagblad, men i år lykkedes det med ”Mit tabte Rusland” 3. februar 2024. Kronikken blev mit farvel til at deltage i den offentlige debat om Rusland, noget, der ellers har fyldt mit liv igennem 33 år. Jeg har trods universitetsuddannet i russisk måttet lægge Rusland bag mig efter angrebet på Ukraine 22. februar 2022. Det blev antitesen af alt, hvad jeg havde forestillet mig, der skulle komme ud ag mit liv og virke som ruslandskender. Som bistandskonsulent, direktør, som rejseleder, som debattør. Jeg måtte lukke Akademisk Rejsebureau, der havde Rusland, Ukraine og Israel som hoveddestinationer. Det er en lukket dør nu. Og jeg kommer ikke til Rusland igen, før Putin er væk.
Jeg ser en fremtid for mig som hjemmehjælper, gartner eller gaffeltruckfører. Og det skal der nok også være nogle gode historier og kronikker i.
THOMAS KØHLER
--
http://www.xn--thomaskhler-mgb.dk/
