23/09/2022
Jeg er simpelthen så dybt taknemmelig for denne oplevelse, som har været mulig, og som jeg har taget. Jeg sidder tilbage med én gennemgående tanke, som har fulgt mig de sidste 14 dage. Men først lidt fra de sidste af dem…
Efter at have cyklet op gennem de Julianske alper i den nordvestlige del af Slovenien, hvor jeg også lige nåede at besøge Italien i godt og vel halvanden time, så nåede jeg til byen Kranjska Gora. Herfra cyklede jeg så op ad og langs de Karavanske alper, der danner grænsen mellem Østrig og Slovenien. Først op op op i flere timer langs grusveje, spor og stier i skovene. Og så ned ned ned til samme niveau som nogle timer før, og sådan går dagene.
Jeg har også slappet af og holdt lidt ferie, når fx teltet skulle slås op hen ad formiddagen for at tørre efter nattens kondens. Så er det godt at have et lille gasblus med, så jeg har kunnet lave kaffe undervejs. Jeg har læst lidt i en medbragt bog, og jeg har nydt udsigterne og det generel vildt gode vejr (tørt og solskin).
Oplevelserne er kommet som perler på en snor, og så længe jeg har turdet og investeret energi i at opsøge dem, så har naturen, folket og dyrene givet 100 gange igen. Som i morges, hvor nattefrosten på bjergsiden var rystende, men hvor morgensolen og udsigten, samt rådyrene, der listede rundt på bjergsiden, gav varme og smil. Og i nat, hvor jeg sov i 1600 m højde og kunne høre krondyrene brøle ikke langt fra mig.
I går torsdag havde jeg desuden den fornøjelse at få selskab af en nysgerrig spurvefugl (lignede en enorm solsort), der var ved mig i godt fem magiske minutter på bjergkammen mellem Østrig og Slovenien.
Nå men den tanke, der har fulgt mig, og som har været så bekræftende for mig, er den, at de gange, hvor jeg har stået og overvejet, “skulle jeg mon gøre det?” og jeg inderst inde virkelig har haft lyst, men min tanker også har været på sådan noget som: “har du vand nok, s**t det bliver godt nok hårdt eller arrg skulle jeg ikke bare holde mig til planen.”
De gange jeg har arbejdet lidt ekstra, taget en chance mht. teltpladsen eller opsøgt nogle mennesker, så er det faktisk stort set hver gang vist sig, at det var en vidunderlig beslutning med store oplevelser som belønning. Og nogle gange må man jo gøre nogle urationelle ting for at få netop de oplevelser.
For eksempel er det jo ikke rationelt at tage cyklen ad nogle ekstremt bøvlede veje, gå på kompromis med komfort, lugte af bål og gå “i bad” i iskoldt flodvand, for så at fryse i teltet (fordi soveposen ikke måtte fylde for meget), stå op og spise havregrød og så gentage det hele en dag mere… Eller er det? I hvert fald er smilet stort, taknemmeligheden enorm og benene godt brugte efter 14 dage i det slovenske alpeland. Jeg er tanket op på friluftsliv og oplevelser, og nu vender jeg cyklen mod et sidste bjergpas for denne gang. I nat tager jeg bussen fra Klagenfurt i Østrig mod Danmark.
Tak for de mange opmuntrende kommentarer og den megen opmærksomhed. Det er stadig sjovt, at I er så mange, der har lyst til at følge med og bakke op. Det sætter vi begge enormt meget pris på 🙏🏻
Måske nogen af os ses til foredrag den 5. oktober? 😊
